Kursskifte i sag om radioaktivt affald

Processen om radioaktivt affald fra Risø har ind til nu ikke kunnet skabe den dialog og tillid, der er nødvendig for at samarbejde om at finde en fælles og holdbar løsning.

atomaffald.jpg

Der er behov for et kursskifte i sagen om radioaktivt affald fra Risø. Det har forskere fra Det Danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet påvist efter en spørgeskemasundersøgelse blandt borgerne i de lokalområder, der potentielt skal huse et depot med radioaktivt affald.

Svarene fra borgerne viser, at de kun i meget beskedent omfang har fået deres viden om det radioaktive affald og depoterne fra myndighedernes og rådgivernes tekniske baggrundsrapporter. Desuden er borgerne meget skeptiske over for den information, der bliver sendt ud.

- Resultaterne viser, at processen ind til nu ikke har kunnet skabe den dialog og tillid, der nødvendig for at samarbejde om at finde en fælles og holdbar løsning. Det borgernes opfattelse, at information skjules for offentligheden, og det kan være med til at skabe en negativ spiral i forhold til dialog og proces, siger Lone Kørnøv, leder af Det Danske Center for Miljøvurdering.

767 personer har svaret på undersøgelsen, som blev gennemført i august. 77 pct. af besvarelserne kommer fra borgere, der bor i de seks områder - Skive, Struer, Bornholm, Kerteminde, Lolland og Roskilde - som er udpeget som mulige deponeringssteder for det radioaktive affald fra Risø.

Bekymringer skal i betragtning

Borgerne er bekymrede for forurening af grundvandet og de sundhedsmæssige risici ved kræft og stråling. Men endnu flere giver udtryk for bekymring over de sociale og økonomiske konsekvenser, som et radioaktivt affaldsdepot eksempelvis kan have for turisme og fraflytning.

- Miljøvurderingen bør tage de bekymringer, som er fremherskende blandt borgerne, i betragtning, så de bliver tilstrækkeligt belyst og indgår i beslutningsprocessen som en del af de væsentlige konsekvenser. Vi tror på, at hårdknuden kan løsnes, hvis man griber processen og vurderingerne anderledes an, siger Lone Kørnøv.

Svært at gennemskue alternativer

Svarene i undersøgelsen viser, at borgerne har svært ved at gennemskue de alternativer, der er i spil. Nedgravning af affaldet er en af mulighederne, men det kan også håndteres i udlandet eller der kan etableres et mellemlager. Det går dog i visse tilfælde hen over hovedet på borgerne, som blander tingene sammen eller tror, løbet er kørt.

- Så vi anbefaler, at der ikke træffes beslutning, før der ligger et samlet beslutningsgrundlag, hvor mulighederne kan sammenholdes og vurderes ud fra samme kriterier. Det vil øge gennemsigtigheden og potentielt tilliden, siger Lone Kørnøv.

Af undersøgelsen fremgår det, at borgerne har større tillid til information fra borgergrupper i lokalområderne og interesseorganisationer som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening. Der er også større tillid til lokale myndigheder og politikere, og derfor opfordrer forskerne til tættere samarbejde mellem lokale og nationale aktører.