Kup med barnevogn

To kvinder brugte hver sin barnevogn til at lave et kup mod Brugsen i Ørum.

BARNEVOGKUP.jpg

Med hver sin barnevogn fulgtes to kvinder sidst på onsdagen ind i Brugsen i Ørum. De gik rundt i butikken et stykke tid. Og en medarbejder blev opmærksom på, at noget var galt.

- Mens jeg sidder her ved kassen, så ser jeg ud af øjenkrogen, at én af dem putter vare ned i barnevognen, fortæller Tina Kastberg, der er elev i Dagli'Brugsen i Ørum.

Den første kvinde gik til kassen for at betale for nogle få varer. Samtidig kig den anden kvinde ud med vognen fuld af varer. Uddeleren satte efter hende.

- Det plejer at blive puttet i tasker eller en lille vogn. Det her har vi aldrig oplevet før, siger uddeler Arne Andersen.

Har også stjålet i Herning

Det lykkedes kvinden at slippe væk, ved at skubbe barnevognen ind i brugsuddeleren. Den første kvinde forsøgte at køre væk i bil, men hun blev stoppet af uddeleren og hentet af politiet.

- Den samme dame huserede i Herning sidste sommer. På nøjagtig samme måde, og der tog vi en barnevogn fra hende, fortæller politikommissær Henrik Tomassen fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

I Ørum stjal kvinderne varer for 2000 kroner. Tidligere var tyvene også i Selta i Viborg, hvor de stjal for 4.500 kroner.

Mens politiet har fat i den ene at de to kvinder, så leder de stadig efter den anden.