Kunstner må selv betale

Kunstner må selv betale

For tre måneder siden var projektet gået i stå, fordi der manglede penge. Nu er Bent Skyttes kunstværk ved at blive opført i Thisted. Kunstneren har selv kastet 150.000 kroner i projektet.

Efter lang tids kamp om penge til kunstværket foran den nye akutmodtagelse i Thisted er Bent Skyttes kunstværk nu ved at blive opført. Det er næsten et halvt år siden, at den nye nordvestjyske akutmodtagelse blev indviet. Men pladsen foran bygningen har siden stået tom, fordi Bent Skyttes kunstprojekt var strandet på grund af økonomiske problemer. Projektet var kommet til at koste dobbelt så mange penge, som regionen var villig til at betale.

Kunstner betaler selv

Nu er skulpturen ved at blive sat op, men der mangler stadig 150.000 kroner. Derfor har kunstneren Bent Skytte selv måtte betale.

- Jeg har talt med min bank og min private långiver, og der er ro på den front, så nu bliver projektet kørt færdigt, siger Bent Skytte.

I følge Bent Skytte er det svært at lave kunst indenfor en stram økonomisk ramme og arbejdet med skulpturen, der har taget over et år, har kostet ham nogle vigtige lærepenge.

- Det er fuldstændig mit ansvar at der mangler penge, men det er en uforudsigelig ting at lave kunst. Jeg har nogle overordnede idéer, men hvad de indebærer, det ved jeg ikke før jeg har gjort det, siger Bent Skytte.

Skulpturen hedder Kaja, og er opkaldt efter hans datter.