Kunst skal hjælpe hjerneskadede med genoptræning

Vægge fulde af spændende og anderledes kunst skal hjælpe hjerneskadede patienter på Neurocenteret i Hammel med en bedre genoptræning.

Kunst
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Kunst kan pynte over sofaen eller lokke tusinder til udstillinger, men det kan også hjælpe hjerneskadede personer med at komme hurtigere tilbage til livet.

Det er i hvert fald håbet på Neurocenteret i Hammel. Det kan nemlig være en temmelig kedelig oplevelse at gå rundt på et hospital, men nu bliver der rigeligt med indtryk, hvis man besøger Neurocenteret.

- Før var der jo ingenting. Det er jo også en sansepåvirkning, fortæller Mette Folmer, der er én ud af fire, der har designet kunsten.

Selvom kunsten på væggene kan virke abstrakt, forsikrer hun, at formålet er ganske håndgribeligt.

- Det skal gavne. Det skal gøre en forskel. Det er ikke bare pynt, man hænger op på væggen, siger Mette Folmer.

På neurocenteret kæmper hjerneskadede for at komme tilbage til en normal hverdag.

- I en rehabilitering, som er en lang vej, er det også rigtig godt at have nogle positive distraktioner fra den kaotiske virkelighed, man må være i – altså noget godt at kigge på, siger Anne Birthe Andersen, specialeansvarlig Ergoterapeut på Hammel Neurocenter.

Ifølge forskning på området, så har det betydning for vores ve og vel, hvordan vores omgivelser ser ud.

- Det er helt klart, at der er en effekt i forhold til, hvordan patienter oplever deres tid under indlæggelse og tilfredshed med hele opholdet. Der sker jo noget, når man har noget at kigge på, og det ikke bare er hvide vægge, siger Stine Louring Nielsen, forsker på Aalborg Universitet.

Kunstprojektet har taget et år fra idé til det står klar i morgen. Nu håber kunstnerne bag, at det bliver taget godt imod. Hele projektet har kostet én million kroner, og pengene er doneret af den Obelske Familiefond.

2:12
Neurocentret i Hammel har investeret i, at patienterne skal omgive sig med kunst