Om fire dage bliver det lovligt: Kunderne står i kø for at købe peberspray

1. januar bliver det lovligt at have peberspray i hjemmet. Der er allerede nu stor efterspørgsel hos forhandlere.

Regeringen Fra nytår er det lovligt for alle over 18 år, at eje og opbevare en peberspray i hjemmet.
Regeringen Fra nytår er det lovligt for alle over 18 år, at eje og opbevare en peberspray i hjemmet.

Politiet bruger allerede peberspray og fra og med 1. januar bliver det også lovligt, at købe og have peberspray i hjemmet til selvforsvar. Hos en jagtbutik i Viborg er listen over kunder, der vil have en peberspray, allerede lang.

- Snakken omkring det, når vi har kunder i butikken, og når man her i juledagene har været ude, der har alle talt om peberspray. Så ja, jeg tror, der er et stort behov, siger Johnny Christian Jørgensen. 

Johnny Christian Jørgensen er indehaver af JAFI, Jagt, Fiskeri og Outdoor-butikken i Viborg. Fra tirsdag i næste uge kan man købe peberspray lovligt i butikken. 

 - Vi håndterer det, ligesom hvis det var salg af andre våben. Man skal jo være over 18 år. Vi sætter ikke varerne frem, men de kommer bag lås og slå, så det kun kan udleveres af personale. 

- Jeg synes, det er godt for den enkelte borger at have muligheden for at beskytte sig selv i sit eget hjem og gøre brug af peberspray, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Johnny Christian Jørgensen.

- Det, at man ikke har haft muligheden før, synes jeg har været ærgerligt. Det er jo også lovligt i andre lande, og jeg tror ikke, der er noget galt i at have en peberspray hjemme til beskyttelse, siger forhandleren. 

 

Indehaver af Jagt og Fiskeri-butikken JAFI i Viborg oplever stor efterspørgsel på peberspray.  
Indehaver af Jagt og Fiskeri-butikken JAFI i Viborg oplever stor efterspørgsel på peberspray.  
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

75 er skrevet op til peberspray

Tidligere i december vedtog folketinget lovændringen, der gør peberspray lovligt i hjemmet. Regeringen og Dansk Folkeparti stemte for imens resten af partierne stemte imod.

Politiforbundet har under høringsfasen til lovændringen kritiseret tiltaget. Det samme har Det Kriminalpræventive Råd, Offerrådgivningen og Dansk Erhverv.

- Der kan være en risiko for, at den reaktion, som ellers ikke ville blive voldsom, bliver voldsom, fordi gerningsmanden føler det som et angreb mod sig selv, har Politiforbundets formand Claus Oxfeldt tidligere sagt til DR Nyheder.

Tror du, der er et behov?

- Vi har jo haft rigtig mange kunder herinde i juledagene. Der er ekstremt mange, som har spurgt ind til pebersprayen, og vi har skrevet mange op allerede nu. Så det tror jeg vitterligt, der er, siger Johnny Christian Jørgensen, der også tidligere har siddet i bestyrelsen i Danmarks Våbenhandlerforening. 

Tror du også, kunderne synes, at der er et behov for at have peberspray udenfor hjemmet?

- Det vil jeg faktisk mene. Men det gør sig jo ikke muligt. Men jeg kan høre, rigtig mange forældre ville faktisk være glade for, at deres unge piger rendte rundt med sådan en i tasken, men det må man ikke, siger Johnny Christian Jørgensen.   

Hvor stor er efterspørgslen. Kan du sætte tal på?

- Indtil videre har vi startet med at importere 1.000 styk. Dem importerer vi, ligesom vi importerer våben fra udlandet. Allerede nu er der 75, der har skrevet sig op til en, hvor vi skal ringe tilbage, når vi får dem. 

- Jeg synes, det er mange allerede nu. 

- Selvfølgelig er det også godt for mig at få solgt en del peberspray. Det gør jo ikke noget, men jeg kan godt se ideen i det, det kan jeg, siger Johnny Christian Jørgensen. 

0:37
Peberspray bliver holdt lige så meget under lås og slå, som de andre våben i JAFI i Viborg. 

Sælges med vejledning

Politiet bruger også peberspray. Politifolkene får et tre dages kursus i at bruge pebersprayen som våben. Hos JAFI bliver der ikke langet peberspray over disken uden en vejledning også. 

- I Danmarks Våbenhandlerforening laver vi et stykke papir, hvor der kommer til at stå, hvordan man som kunde håndterer produktet, og det fortæller vi også kunderne ved udlevering. For eksempel fortæller vi, at man skal have det direkte ud i bilen og hjem, man må ikke køre rundt med det eller gå rundt med det, det skal være i hjemmet, siger Johnny Christian Jørgensen. 

- Det er bestemt noget, vi tager alvorligt. 

Hos Rigspolitiet har man endnu ikke fuldt overblik over hvor mange forhandlere, der har ansøgt om tilladelse til import af peberspray.