Kunder risikerer kæmpe ekstraregning
Fjernvarmekunder på Viborgegnen kan komme til at stå med en kæmpe ekstraregning efter udgifterne til varmtvandsboringer er løbet løbsk.
Første del af geotermi-projektet i Kvols er blevet mange gange dyrere end både ventet og planlagt.
Budget eksploderet
På tre år har de budgetterede udgifter til forundersøgelser og prøveboring udviklet sig fra ni millioner til nu 63 millioner kroner.
Bekymrende udvikling
Det overrasker politikerne i Viborg Kommune.
- Vi er meget betænkelige ved et sådant budget, der kan eksplodere på den måde, siger Søren Gytz Olesen, SF'er og medlem af byrådets økonomiudvalg.
Forbrugerne får regning
Ganske vist er det fjernvarmeselskaberne, der løber den største økonomiske risiko, og derfor er det i sidste ende fjernvarmekunderne i Viborg, Skals, Løgstrup og Stoholm, som kan komme til at betale ekstraregninerne.
Kræver garanti
Men skal det store geotermi-projekt føres ud i livet, kræver det en kommunegaranti. Og den vil politikerne ikke give før der er styr på udgifterne. Politikerne i kommunens økonomiudvalg er netop blevet præsenteret for en redegørelse om sagen, de trækker nu i nødbremsen:
- Vi må have sikkerhed for at der er styr på udgifterne ellers skal vi ikke ahve givet nogen form for kommunegaranti, siger kommunens konservative borgmester Søren Pape Poulsen.