Kun hver fjerde bliver HPV-vaccineret

Selvom en HPV-vaccine kan beskytte mod livmoderhalskræft, så fravælger langt de fleste i dag vaccinationen.

HPV-vaccine
Foto: Arkiv

Frygten for bivirkninger får tre ud af fire til at sige nej tak til en HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen anbefaler alle 12-årige piger at få en HPV-vaccination, der beskytter mod livmoderhalskræft, men kun hver fjerde pige, der sidste år fyldte 12 år, har sagt ja til en vaccination. For bare få år siden blev over 90 procent vaccineret.

- Det er jo alvorligt for de piger, der ikke er blevet vaccineret mod HPV vaccination, siger Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Skal jeg lade min datter vaccinere? 
I Rækker Mølle bor 37-årige Lone Jun Holmgaard, og hun er i tvivl, om hun skal give sin datter en HPV-vaccine.

- Det er et dillemma, at vi vælger bevidst at vaccinere hende, og hvis hun får det dårligt, så er vi indirekte skyld i det og på den anden side, er det også en bevidst handling ikke at vaccinere, og hvis hun får kræft er det også
et valg vi har taget. Så det er rigtig svært, siger Lone Jun Holmgaard.

En af de 2300 kvinder, der har oplevet bivirkninger efter en HPV-vaccination er 33-årige Mie Sunesen fra Rækker Mølle. Hun fik vaccinen i 2013 og blev derefter syg.

- Det er træthed og ekstrem udmattelse. Jeg skal ikke lave det mindste, så bliver jeg nødt til at lægge mig ned og hvile mig. Jeg kan godt gå ture og ordne nogle små gøremål herhjemme, men er det fysisk som at spille fodbold med mine drenge, så skal jeg både hvile inden og efter, siger Mie Sunesen.

Sundhedsstyrelsen: Ingen sammenhæng mellem bivirkninger og vaccine
I følge Sundhedsstyrelsen er det vigtigt at lade de 12-årige piger vaccinere, inden de bliver seksuelt aktive. Livmoderhalskræft skyldes nemlig virussen Human Papilloma, der kan overføres seksuelt.

- Der er en masse piger derude, som synes, de har nogle symptomer, som de refererer til vaccinen. Og det vi kan sige er, at der er lavet undersøgelser, der prøver at koble de her ting, og der har vi kunnet afkræfte, at det skyldes vaccinen. Så fra vores side er det en meget sikker og velgennemprøvet vaccine, og den forebygger altså en rigtig alvorlig sygdom, siger overlæge Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen.  

100 dør af livmoderhalskræft
Hvert år får omkring 400 danske kvinder konstateret livmoderhalskræft, og hvert år dør 100 kvinder som følge af sygdommen. Derudover får 6000 kvinder konstateret forstadier til livmoderhalskræft og får derfor lavet det, man kalder en keglesnit-operation. Men alligevel fravælger de fleste vaccinen.

- Det er jo meget alvorligt, og man kan sige, at de her nye tal viser, at der er meget lang vej, og vi vil jo gøre alt, hvad vi kan for at overbevise den her gruppe af personer, som måske sidder og er afventende og overvejer om deres datter skal vaccineres for at imødekomme deres bekymringer, siger Bollette Søgaard fra Sundhedsstyrelsen.

Alligevel har bivirkningerne været så voldsomme, at Mie Sunesen ikke vil anbefale vaccinationen til andre.

-  Jeg er slet ikke i tvivl, om at det kommer fra HPV-vaccinen. Det er jeg ikke, siger Mie Sunesen.

Ud af de knap 600.000 danskere der er vaccineret, føler 2305 kvinder de har fået bivirkninger af vaccinen.

Se Statens Serum Instituts opgørelse over antal vaccinationer her:
http://www.ssi.dk/Smitteberedskab/Sygdomsovervaagning/VaccinationSurveillance.aspx?xaxis=Cohort&vaccination=5&sex=0&landsdel=100&show=&datatype=Vaccination&extendedfilters=True#HeaderText