Kun få grønne kirker i Vestjylland

Vil du besøge en grøn kirke, er chancen størst øst for Storebæltsbroen. Næsten ingen kirker i Midt- og Vestjylland har sluttet sig til projektet Grøn Kirke.

Mens hver tiende kirke på Sjælland arbejder for at nedsætte de danske kirkers CO2-udslip, er det kun én procent - 10 ud af godt 1000 kirker - i Viborg, Ribe, Haderslev og Aalborg Stift, som gør det samme.

Den geografiske skævhed mellem det vestlige og østlige Danmark kan hænge sammen med, at Grøn Kirkes akvititeter er centraliseret i København.

- Når vi har sekretariatet placeret i København på den ene side og alle sognene på den anden side, kan afstanden godt føles temmelig stor, siger formand for Grøn Kirke Keld Balmer Hansen til Kristeligt Dagblad.

Samme vurdering kommer fra den netop fratrådte biskop over Viborg Stift, Karsten Nissen. Kun én af stiftets 288 kirker har tilsluttet sig Grøn Kirke, og det er blandt andet, fordi der ikke er gjort nok for at udbrede kendskabet, mener Karsten Nissen. Samtidig peger den tidligere biskop på en vis træghed i de jyske stifter over for initiativer som Grøn Kirke.

- Fra nogle sider ser man det som en politisering af kirken - som en politisk stillingtagen. Derfor er man nok lidt tilbageholdende med at tilslutte sig, siger Karsten Nissen til avisen.

Selv anbefalede han i sin tid stiftsrådet i Viborg Stift at tilslutte sig konceptet om grøn omstilling - men der var ikke flertal for at gå videre med det, forklarer han.

Netop sådan har Morten Fester Thaysen det. Han er sognepræst i Varde Sogn, hvor ingen kirker er grønne.

- Jeg synes ikke, at det er kirkens opgave. For mig at se er miljødebatten en politisk debat, som man kan være for eller imod. Miljødebatten er vigtig, men det er den enkeltes ansvar at gå ud og gøre noget. Det skal kirken ikke blande sig i, siger han.

/ritzau/