Kulturcenter Tuskær reddet

Efter mere end et år i uvished om stedets fortsatte eksistens er Tuskær Kunst- og Kulturcenter nu reddet.

2:06
80-årige Elin Nilsson, kvinden bag Kunst- og Kulturcenter Tuskær, blev udnævnt til æresborger i Lemvig Kommune.

I mere end et år har der været usikkerhed omkring Kunst og Kulturcenter Tuskær, men nu er centerets fremtid sikret.

- Det er mit livsværk. Jeg er lykkelig for, at der nu er fundet en løsning, der rækker langt ind i fremtiden, siger 80-årige Elin Nilsson, der er stifter og leder af kunst- og kulturcenteret.

Usikkerheden omkring centeret opstod efter at Naturstyrelsen sidste år satte strandgården, som kulturcenteret gratis havde haft til rådighed i 30 år, til salg for 1,65 mio. Den slags penge havde foreningen bag centeret ikke mulighed for at skaffe, og derfor var stedet lukningstruet. Det problem kom der torsdag en løsning på. Her blev ejendommen overdraget til Lemvig Kommune, der fortsat vil udleje den til foreningen bag kunst- og kulturcenteret. 

- Det er fantastisk at vide, at ens livsværk fortsætter. Det har været en rejse, hvor det også har været hårdt, men hvor jeg hele tiden har haft tillid og tro på, at det nok skulle ende godt, og det er det jo så gjort, siger Elin Nilsson.

- Tuskær er en vestjysk kulturperle. Elin Nilsson har igennem årene ydet en helt fantastisk og ekstraordinær indsats. Vi er glade for at være med til at finde en fremtidssikret løsning på den udfordring, der opstod, siger borgmester Erik Flyvholm.

Dermed forbliver den profilerede samling af kunstværker, der blandt andet består af en sjælden samling af Bakuba-tekstiler, i den lille landsby Fjaltring. 

9:30
Se TVMIDTVEST's indslag om Elin Nielsson på 80, der er synonym for Tuskær. Et kulturcenter der  har været samlingspunkt for mange mennesker i 30 år.