Kulturcenter slap billigt fra brand

Ilden havde fat i taget, men blev slukket inden den bredte sig.

Branden i Kulturcenter Limfjord var slukket igen omkring kl. 17.

Kulturcenter Limfjord i Skive slap nådigt fra en brand, der brød ud sidst på formiddagen. Kulturcentret har biograf, koncertsal, to idrætshaller og et badeland under samme tag - og det var netop taget, der var ild i, da brandvæsnet nåede frem:

- De slap billigt. Det er jo nogle store tagflader, de har derude, siger brandvæsnets indsatsleder Jan Christensen.

Indsatslederen kunne forlade stedet igen kort før kl. 17. Da havde et skadesservice-firma taget over og arbejdede med at suge vand op og dække af ved det beskadigede tag.

Det er stadig uvist hvordan ilden opstod, men det er sket omkring kiosken nær indgangen, og det er da også kiosken, der er hårdest medtaget af branden:

- Biografen og cafeen kan åbne igen med det samme, men kiosken kan de i hvert fald ikke bruge, siger Jan Christensen.

Brandvæsnet havde 12 mand og seks køretøjer i gang for at slukke branden.