Kulturcenter Limfjord åbner igen

Torsdag eftermiddag stod det klart, at Kulturcenter Limfjord åbner igen - men kun midlertidigt.

090722_Kulturcenter1.jpg

Skibonitterne kan allerede begynde at benytte Kulturcenter Limfjord igen fra 1. august, hvis det står til Skive Kommunes økonomiudvalg.

Økonomiudvalget gav torsdag eftermiddag enstemmig tilslutning til en løsning, der indebærer en midlertidig åbning af badeland, idrætshallerne og klubfaciliteterne i centret.

Fungerende borgmester, Peder Chr. Kierkegaard oplyser til TV/MIDT-VEST, at der kun mangler nogle få detaljer i en aftale, og at kommunen er klar til at underskrive aftalen i morgen.

Desuden fortæller Elsa Steen Ølgaard, formand for teaterkredsen til Skive Folkeblad, at de fire største teaterforestillinger for næste sæson bliver afviklet i teatersalen.

Der er stor efterspørgsel på at tage de mange faciliteter i brug igen. Ikke mindst Skives håndboldspillere tripper for at kunne komme i gang med træningen. De har foreløbig måttet træffe aftale med Skive Kasserne om leje af træningsfaciliteter.