Kryds i Containeren: Er vilkårene for vores børn gode nok?

Foto: Lone Bergholdt Hald

Kryds i Containeren: Er vilkårene for vores børn gode nok?

Daginstitutionerne fylder godt på de kommunale budgetter. Alligevel skal landsdelens pædagoger løbe stærkere.

Der er legoklodser på bordet og iPad's på gulvet i Hemmet Børnehus, men voksne hænder kunne der godt være flere af.

- Man vil gerne være der, hvor børnene er og synes måske også, at det er kerneopgaven, siger pædagog og leder af Hemmet Børnehus, Lene Holm.

Men at være der, hvor børnene er, kan sommetider være svært for pædagogerne. Opgaverne for bliver nemlig stadig flere. 

- Vi kan mærke, at vi har fået flere inklusionsbørn de sidste år, og der er ikke så mange midler, der følger med de børn. Det betyder, at vi skal løbe stærkere, siger Lene Holm.

Kryds i Containeren

Frem mod kommunalvalget er vi taget en tur på genbrugspladsen i Skive med en trailer, der er fyldt med de politiske emner, som fylder mest i kommunalpolitik.
Igennem otte programmer forsøger vi at få tømt ud i traileren og blive lidt klogere på, hvad det egentlig er, vi stemmer om til kommunalvalget d. 21. november. 

I syvende afsnit af Kryds i Containeren er børne/unge-området til debat. Et område, hvor opgavebyrden de senere år er vokset, men pengene tilsyneladende ikke helt er fulgt med.

Og det skal der, ifølge byrådskandidat Anna-Grethe Sperling fra SF i Vesthimmerlands Kommune, findes en løsning på.

- Det er en af de ting, jeg synes, vi skal bringe ind i byrådet og få en drøftelse om og få sat nogle tal på, hvor mange børn de her voksne egentlig kan rumme, når vi tænker så meget inklusion ind, siger hun.

At der skal flere ressourcer til landsdelens daginstitutioner, er servicemedarbejderne på genbrugspladsen enige i.
Alligevel bliver byrådskandidatens udmelding mødt med en vis skepsis.

- Jeg har hørt andre politikere herude på pladsen love, at når de kom i byrådet, så gjorde de sådan og sådan. Men når jeg så er gået dem på klingen nogle måneder efter, så lyder det jo fra dem, at det var sværere end som så, siger pladsmand Christian Vestersager.

Du kan se hele programmet her:

09:33 Luk video

Er vilkårene gode nok for vores børn i daginstitutionerne? Giv din mening til kende på facebook eller herunder.