Kryb som snacks: 4 ud af 10 danskere klar til insekter

Det kan blive nødvendigt for mennesker at spise insekter i fremtiden. En undersøgelse viser, at fire ud af ti danskere er klar til at prøve det.

Larver, biller og myrer. Nu ville de fleste kalde dem insekter, men måske skal vi vænne os til at kalde dem for snacks. 

For ifølge FN skal verden bruge 70% mere animalsk protein i 2050, og insekter er proteinrige. Derudover er de billigere, hurtigere og mere pladsbesparende at producere end anden kødproduktion. Det skriver Landbrugsavisen. 

I en undersøgelse som Megafon har lavet for Dyrenes Beskyttelse svarer fire ud af ti danskere, at de er klar til at prøve at spise insekter, hvis de bliver serveret på en indbydende måde. 

Biologen Lars-Henrik Lau Heckmann fra Teknologisk Institut ser et stort potentiale i industriel insektproduktion. 

- Der er et kæmpe potentiale i den her produktion. Økonomisk, selvfølgelig, men insekterne kan også gøre en positiv forskel i forhold til klimaet, fødevarekrisen og vores sundhed, siger han til Landbrugsavisen. 

I kan se meget mere om insekter i mad, når vi den 10. og 11. april besøger Midt- og Vestjyllands største insektfarm. Her har landmand Dorte Svenstrup skiftet sine grise ud med melorme.