Kronprins Frederik åbner ny motorvej

Når Silkeborgmotorvejen indvies til september bliver det med Kronprissen som gæst.

kronprins_frederik.jpg
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Om få måneder bliver trafikknudepunktet gennem Silkeborg opløst af Silkeborgmotorvejen, der vil give alle trafikanter en tidsbesparelse på gennemsnitligt 12 minutter gennem byen. Indvielsen af det storstilede motorvejsprojekt finder sted søndag d. 11. september, og ved den lejlighed vil Kronprins Frederik stå for indvielsen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- Vi er meget stolte og beærede over Kronprinsens tilsagn om at åbne Silkeborgmotorvejen. Vi har bygget en fantastisk motorvej, der bliver til stor gavn for Silkeborg og for mobiliteten på tværs af Jylland og for hele landet, siger Jens Holmboe, direktør i Vejdirektoratet.

Den nye Silkeborgmotorvej kommer ikke blot lokale trafikanter til gode. Færdiggørelsen vil samtidigt betyde, at det nu er muligt at køre på tværs af Jylland udelukkende på motorvej.

Åbningsarrangementet vil bestå af både kultur- og motionsarrangementer samt den officielle vejåbning.