Krondyr på afveje i Holstebro

To krondyr havde i eftermiddags forvildet sig ind i centrum af Holstebro, hvor det ene af de to dyr var ret pågående ved Regionshospitalet Holstebro.

020710_Krondyr001.jpg

Det var et usædvanligt syn, der mødte de ansatte på Regionshospitalet Holstebro ved middagstid i dag. Et krondyr forsøgte at springe gennem et vindue og ind i sterilcentralen, der ligger tæt ved hovedindgangen, skriver Holstebro Dagblad. Ruden blev ikke knust, så krondyret nåede ikke ind i på selvesygehuset. Det lykkedes dog efterfølgende.

-Vi sad og spiste frokost, og pludselig kom det her kæmpe dyr bragende forbi udenfor. Hvad pokker var det, tænkte vi. Kort tid efter lød der et ordenligt brag, da den sprang gennem et andet vindue. Så snakken har gået meget på det her rådyr. Mon vi er blevet et dyrehospital? Siger Gitte Bjerge, postpiccoline på Regionshospitalet Holstebro til TV MIDTVEST.

Uden for stod flere vidner, heriblandt Ole Christensen, der er pårørende til en patient.

- Vi måtte jo sørge for, at hverken dyret eller patienterne kom til skade. Den var helt vild - med tungen hængende ud af munden, og det blødte fra det ene gevir, siger Ole Christensen til Holstebro Dagblad.

Men da dramaet syntes at være ovre, kunne Midt- og Vestjyllands Politi oplyse, at endnu et krondyr var blevet spottet inde i Holstebro. Der er dog ingen meldinger om, at det skulle have nærmet sig mennesker, og derfor vurderer politiet, at dyrene igen har trukket sig tilbage til skovene omkring Holstebro.