Kroejer tiltalt for brug af kongekroner

En kroejer er nu blevet tiltalt for brug af kongekrone-symboler på sin hjemmeside samt på en sten foran kroen.

Grønhøj Kro bliver nu tiltalt for ulovlig brug af lukkede kongekrone-symboler. Ejeren, Gregers Laigaard, står til at modtage en bøde for den hidtidige brug af kongekronen samt fortsatte dagbøder, så længe han fortsætter med at bruge symbolet. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Han er tiltalt for at have benyttet et symbol, som er forbeholdt dansk offentlig myndighed. Kongekronen er blevet brugt til markedsføring på hjemmesiden www.gronhojkro.dk samt på en sten udenfor kroen, hvor den lukkede kongekrone er mejslet ind.

Der er ikke længere noget, der hedder kongeligt privilegerede kroer, og derfor må kronen kun bruges af kongehuset og staten.

- Jeg er blevet opfordret af andre kongeligt privilegerede kroer til at undlade at fjerne kongekronen. Vi synes, det er en fælles kamp, vi skal føre for at bevare et stykke dansk kulturarv. Derfor har jeg ladet være med at fjerne den. Det medfører nok, at jeg får en retssag på halsen, men så må det være sådan, sagde Gregers Laigaard til TV MIDTVEST 16. marts.

Retsmødet løber af stablen den 12. november, og Gregers Laigaard har allerede meldt ud, at han har tænkt sig at anke, hvis han bliver dømt.

Her kan du se vores indslag fra 16. marts: