Selvom leder og bestyrelse trækker sig fra omstridt forening: Kritiker frygter fremtid

Både ledelse og bestyrelse har trukket sig på en netop afholdt generalforsamling. Alligevel frygter kritiker for Familier med kræftramte børns fremtid.

Mandag aften havde foreningen, Familier med kræftramte børn, ekstraordinær generalforsamling her lidt uden for Ans. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Læs også Kaos i skandaleramt forening: Samlet bestyrelse og omstridt leder stopper

Foreningen, Familier med kræftramte børn, har de seneste år været i modvind. Senest er flere medlemmer blevet ekskluderet, og nu er det altså slut for den daglige leder, Kurt Hansen, og foreningens bestyrelse. Det står klart efter en ekstraordinær generalforsamling. Eller. Kritikere af foreningens øverste ledelse og bestyrelse frygter, at problemerne vil fortsætte.

- Det virker faktisk lidt opstillet - som om den afgående formand har nogle soldater med, sagde medlem Henrik Harpøth Jakobsen fra Videbæk om generalforsamlingen efterfølgende.

- Det er Kurt, der styrer det hele og trækker i trådene.

Men han trækker sig jo nu?

- Ja, det gør han jo officielt. Hvis det er sådan, at de to, der sidder i bestyrelsen nu, bliver siddende, kan man frygte, at han stadigvæk vil trække i nogle tråde bagved.

Uvejret begyndte i 2016

Det er et par år siden, problemerne i foreningen første gang så dagens lys. Blandt andet stillede medlemmer i 2016 spørgsmålstegn ved, hvordan foreningens indsamlede penge blev brugt.

Ved den netop afholdte generalforsamling deltog på sidelinjen tre medlemmer, der alle er blevet smidt ud af foreningen.

- Jeg synes, man skal arbejde på gennemsigtighed og åbenhed i foreningen, lød det fra Kristine Mondorf fra Espergærde.

Hun bakkes op af Mikael Houe fra Lind.

- Den vigtigste opgave er, at de kræftramte familier ikke oplever det her som et problem for de aktiviteter og arrangementer, som foreningen afholder - så de skal så vidt muligt videreføres.

Lige nu er foreningen meldt til politiet for ikke at have afleveret sit regnskab for 2017 til tiden.

02:08

Bestyrelsen har trukket sig fra foreningen, men flere medlemmer frygter, at den afgående leder stadig vil trække i trådene.

Luk video