Kritik: Gammeldags at afskaffe internethjælp ved eksamen

Minister møder hård kritik for at ville afskaffe internet-hjælp ved gymnasie-eksamener

Anette Lind skyder med skarpt efter undervisningsministeren

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) møder nu skarp kritik for sit forslag om at slukke for internet-adgangen ved eksamen på de gymnasiale uddannelser.

Ifølge Berlingske Tidende mener undervisningsministeren, at internettet har åbnet en motorvej for mulig snyd med opgaverne. Derfor skal det ikke længere være muligt, at få hjælp fra internettet i forbindelse med eksaminer på gymnasierne. 
    
Men det er en gammeldags holdning, siger Socialdemokratiets undervisningsordfører Annette Lind fra Holstebro, til Ritzau.

Andre veje at gå    

- Det er ikke den rigtige vej at gå. Der er mange andre metoder til at bekæmpe snyd, siger hun.
    
Annette Lind henviser til, at partierne bag gymnasieforliget allerede er blevet enige om en række metoder til at komme snyderiet til livs. De bør have lov til at virke, mener hun.
    
- Det er blandt andet, at man kan straffe med den laveste karakter, som er minus 3. Og man kan bortvise eleverne, siger hun.
    
Undervisningsordføreren peger på tal fra Danske Gymnasier der viser, at det kun er cirka en promille af eleverne, der bliver taget i snyd i forbindelse med eksamen.

Enhedslistens Jakob Sølvhøj, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, er på linje med sin kollega i Folketingets undervisningsudvalg.

Bagstræberisk

- Det er totalt bagstræberisk. Eksamensformerne i gymnasiet skal afspejle den virkelighed eleverne lever og arbejder i. Uanset hvor mange bestræbelser ministeren gør sig, vil det næppe lykkes hende, at få virkeligheden til at tilpasse sig fortidens eksamener, siger Jakob Sølvhøj. 

I følge Enhedslistens undervisningsordfører, gør Merete Riisager klogt i, at lytte til de meldinger, der kommer fra gymnasiernes rektorer.

- Moderne eksamensformer skal afspejle de kompetencer og den faglighed, vi ønsker eleverne skal have, siger Jakob Sølvhøj.

Trods kritikken kan Merete Riisager selv beslutte at ændre eksamensbekendtgørelsen uden at få forligskredsens godkendelse, skriver Ritzau i dag.