Kritik af Falcks lægehuse i Thy

To af Falcks fem nordjyske klinikker må stramme op, vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed. Det gælder klinikkerne i Hurup og Frøstrup.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer efter tilsyn, at Falcks lægehuse i Frøstrup og Hurup skal rette op på en række forhold, som har betydning for patientsikkerheden.
Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer efter tilsyn, at Falcks lægehuse i Frøstrup og Hurup skal rette op på en række forhold, som har betydning for patientsikkerheden.
Foto: Arkiv

Mangelfulde journaler, recepter på stærk medicin udskrevet over telefonen og adhd-medicin til et ungt menneske, der burde være udredt af en speciallæge. Det er nogle af de områder, hvor Falcks lægehuse i Hurup og Frøstrup ikke levede op til sundhedsmyndighedernes krav, viser rapporter fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Den anden private aktør på området, Nordic Medicare, har gennem længere tid været udsat for utilfredse borgeres kritik af betjeningen på klinikkerne i Pandrup og Thisted. Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Nordjylland har på den baggrund aflagt besøg på Nordic Medicares klinikker, men indtil videre har der ifølge NORDJYSKE ikke været noget konkret sundhedsfagligt at sætte fingeren på. 

Falck Lægehuse er derimod blevet bedt om at rette op på en række forhold, efter styrelsen i januar aflagde tilsynsbesøg på klinikkerne i Frøstrup og Hurup, skriver Stiftstidende. Begge steder lød vurderingen, at der var ”problemer med betydning for patientsikkerheden” - i Hurup ”væsentlige problemer”.

Det drejede sig primært om, hvordan lægehusene førte journaler, især for patienter i behandling med afhængighedsskabende lægemidler, antipsykotiske lægemidler og antidepressive lægemidler. Der var ikke i alle tilfælde en plan for, hvordan patienterne skulle trappes ud af stærk medicin.