Kritik af betalt fiskeri i havnen

Det koster penge, hvis man vil fiske fra havnen i Hvide Sande. Men den praksis er ulovlig, mener Danmarks Sportsfiskerforbund.

2:22
Hvide Sande Havn kræver penge af lystfiskerne - en praksis som sportsfiskerne kalder ulovlig

Normalt er det gratis at fiske fra kajen eller molen i de danske havne. Men ikke i Hvide Sande. 30 kroner om dagen eller 125 for en uge. Det er prisen, hvis man som lystfisker vil fiske fra havnen i Hvide Sande. 

- Det er smart, og det er måske også lidt for smart. For noget, der tilhører den danske befolkning, kan man ikke komme og kræve penge for, siger Kaare Manniche Ebert, der er fiskebiolog for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det er Hvide Sande Sportsfisker Center, der kræver penge af lystfiskerne. Til gengæld byder centret blandt andet på en bro at fiske fra og et hus med toiletter og rense-pladser. 

- Vi har haft store problemer fra havnens side med indvolde og fiskeafskær, som lå rundt omkring og vi havde rigtig uhygiejniske forhold. Vi så det her som en mulighed for at få ordnede forhold, siger Steen Davidsen, der er direktør i Hvide Sande havn.

Danmarks Sportsfiskerforbund: Ordningen er ulovlig

Men det er ulovligt at kræve betaling for fiskeri, mener sportsfiskerne. For når man har betalt det statslige fisketegn, har man ifølge fiskerilovgivningen ret til at fiske gratis i saltvand, lyder argumentet.

- Den lovgivning, som havnen kører, giver ikke lov til at sige, at de vil tage betaling for fiskeriet. De kan tage betaling for brug af deres faciliteter, og det er vi meget med på, det er rimeligt og fair, men tage betaling for fiskeriet det kan de ikke, siger Kaare Manniche Ebert.

Havnedirektøren er dog sikker på, at havnen har lov til at regulere fiskeriet på sit areal.

- Det her i virkeligheden sammenligneligt med forholdene i de ferske vandløb og søer, altså hvor man også skal have adgang til arealerne for at kunne udøve fiskeriet, siger han.

De turister, TVMIDTVEST mødte tirsdag, lader sig dog ikke skræmme af betalingsordningen.

- Hvis pengene går til vedligeholdelse af faciliteterne, så kan det godt forsvares, siger Georg Flügen, der kommer fra Düsseldorf.

Sportsfiskerforbundet får dog flere henvendelser fra utilfredse lystfiskere og har skrevet til havnen for at få stoppet ordningen. Forbundent er bange for, at andre lader sig inspirere.

- Det er jo derfor vi går ind i sagen, fordi vi frygter, at andre vil gøre det samme, siger Kaare Manniche Ebert.  

Sportsfisker-centret i Hvide Sande havde sidste år en omsætning på cirka 800.000 kroner. Overskuddet går til at forbedre forholdene for lystfiskerne i havnen.