Kritik af ambulancekørsel

Landsdelens ambulancer bruger mere end en tredjedel af tiden på at fragte patienter i stedet for på akutte udrykninger. Det møder kritik.

Et trafikuheld kostede sidste fredag en 67-årig kvinde fra Klinkby livet. Der gik 18 minutter før den første ambulance nåede frem til ulykkesstedet. Det viser sig nu, at ventetiden skyldtes, at den ene ambulance fra Lemvig var i gang med en ikke akut sygetransport fra Herning til Holstebro sygehus, da ulykken indtraf.

Det er først og fremmest sengetransporterne, der skal køre sygetransport. Men 58 gange om dagen i snit, er det en ambulance, der kører og fragter patienter fra sted til sted i Region Midtjylland. Målet var at 30 procent af alle kørsler skulle være sygetransport. Men nu går 35 % af kørslerne med fragt af patienter.

-De ambulancer, der er købt af regionen til at køre blå blink, skal ikke bruges til sygetransport. Det var ikke det, der var ideen i det, siger regionsrådsmedlem Jørgen Nørby til TV/MIDT-VEST.