Kristian Pihl Lorentzen: Det er en historisk dag

Folketingsmedlemmet kalder Holstebro for et naturligt hovedkvarter for den nye brigade.

Kristian Pihl Lorentzen er glad for det nye forlig.
Kristian Pihl Lorentzen er glad for det nye forlig.
Foto: TV MIDTVEST

- Der sker en markant styrkelse af dansk forsvar efter mange års nedskæringer. Det er en historisk dag, som er en stor glæde for forsvarets ansatte, jubler folketingspolitikeren Kristian Pihl Lorentzen, der er medlem af folketingets forsvarsudvalg.

Regeringen har i dag kunne præsentere et nyt forsvarsforlig, der sender 240 nye arbejdspladser til Holstebro, idet Staben ved 1. Brigade med stabskompagni flyttes vestpå. Derudover bliver der etableret en helt ny kampvognseskadron i byen. Det mener Kristian Pihl Lorentzen er det rigtige valg.

- Når Holstebro bliver vinderen, så er det fordi netop Dragonkasernen producerer nogle af de ting, vi skal have mere af, forklarer han og tilføjer:

- Noget af det, vi skal have, er den her slagkraftige brigade, som har sit naturlige hovedkvarter i Holstebro, for der ligger en række af dens kampenheder, og der er heller ikke langt til ingeniørenhederne på Skive Kaserne, og det er forholdsvist tæt ved Karup. Så det er den helt naturlige placering i Danmark, siger han.

Skive og Karup

Imens antallet af arbejdspladser stiger i Holstebro, forbliver antallet det samme i Skive. Dele af føringsstøttekapaciteterne til brigadens enheder bliver flyttet til byen, mens der på samme tid bliver gennemført en række effektiviseringer.

- Skive får også tilført nogle af de her brigadeenheder, men til gengæld sker der også en rationalisering af nogle enheder på Skive Kaserne, hvilket man regner med går i nul, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Men hvor Skive går i nul, så ser det anderledes ud i Karup. Her ser det ud til, at omkring 50 stillinger vil blive skåret.

- I Karup har vi ønsket at lave rationaliseringer af de højere stabe, således vi får flere ressourcer ud til de skarpe ender. Så det er naturligt, at nogle af de funktioner, der er i Karup, bliver skåret væk. Til gengæld tilføres der også nogle enheder ude i Karup, forklarer Kristian Pihl Lorentzen.

2:21
Hør Kristian Pihl Lorentzen fortæller om det nye forlig her.