Kristian Jensen: Ramt af nyheden om Rohdes farvel

Kristian Jensen skriver på sin Facebookside, at han er ramt af nyheder om, at Jens Rohde siger farvel til Venstre.

Kristian Jensen i bil.jpg

"Der er nogle beskeder, som det tager længere tid at kapere end andre. Og det er ingen hemmelighed, at jeg er ramt af nyheder om at Jens Rohde siger farvel til Venstre."

Sådan skriver udenrigsminister Kristian Jensen på sin Facebookside om Jens Rohdes udmeldelse af Venstre. De to har et næsten 20 år langt venskab gennem Venstre, og Jens Rohde støttede loyalt Kristian Jensen i kampen om formandsskabet i 2014.

"Jens og jeg har kendt hinanden i næsten 20 år og kæmpet, grinet og grædt sammen for Venstre. Vi har ikke været enig i alt, så det er hverken første - og nu med garanti heller ikke sidste - gang, at jeg er helt uenig med Jens," skriver han i opslaget.

Jens Rohde har flere gange kritiseret sit eget parti og politikken. Senest har han stået i spidsen for en opposition mod den stramme udlændingepolitik. Kristian Jensen skriver i sit Facebookopslag, at han fortsat regner Rohde blandt sine venner.

"Og jeg vil bare sige, at man skal aldrig lade politisk uenighed ødelægge venskaber. Jeg vil derfor stadig regne Jens blandt mine venner, selv om jeg fremover kæmper mod - og ikke med ham," slutter han opslaget.

Det har ind til videre ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Jensen.