Kristian Jensen bliver udenrigsminister

"Jeg er glad og stolt", skriver Kristian Jensen på sin twitter-profil, om sin kommende udnævnelse til udenrigsminister.

kristianjensen_0.jpg

Venstres næstformand, Kristian Jensen fra Herning, bliver den nye regerings udenrigsminister. Det står klart efter Lars løkke Rasmussen  for kort tid siden offentliggjorde ministerlisten.

- Det er fedt, er den første kommentar fra Kristian Jensen, da TV MIDTVEST fanger ham på mobilen, kort efter offentliggørelsen.

Det var dog ikke den post, Kristian Jensen havde set komme.

- Jeg troede, andre var sat i spil til den. Men jeg er meget glad og stolt. Og udenrigspolitikken i 80'erne var jo faktisk årsagen til at jeg i sin tid blev politisk aktiv, forklarer Kristian Jensen på mobilen.

Han glæder sig til at tage fat på opgaven, selv om den byder på store udfordringer med opgaver vedrørende terror og konflikten i Ukraine.

- Og så handler det jo også meget om erhverv og om at pleje Danmarks interesser, forklarer Kristian Jensen, som altså lige om lidt bliver præsenteret som Danmarks nye udenrigsminister.

 

Sådan ser hele ministerlisten ud:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen Finansminister Claus Hjort Frederiksen Udenrigsminister Kristian Jensen Kulturminister og kirkeminister Bertel Haarder Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg Social- og indenrigsminister Karen Ellemann Justitsminister Søren Pind Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde Skatteminister Karsten Lauritzen Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Carl Holst Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen