Kristendemokraternes formand Stig Grenov tager orlov

Kristendemokraternes formand er de næste fire uger sygemeldt på grund af stress, men det bliver ikke den vestjyske stemmesluger Kristian Andersen, der skal tage over.

66-årige Stig Grenov har været medlem af Kristendemokraterne siden 1990, og han har været formand siden 2012.
66-årige Stig Grenov har været medlem af Kristendemokraterne siden 1990, og han har været formand siden 2012.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kristendemokraternes Stig Grenov har bedt om orlov fra sin formandspost i en måned. Men det bliver ikke partiets vestjyske folketingskandidat og stemmeslugeren Kristian Andersen fra Tarm, der tager over.

I stedet bliver Isabella Arendt konstitueret formand i perioden, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

- Stig Grenov har som formand med privat fuldtidsjob gennem lang tid været under et meget stort arbejdspres.

- Det har givet symptomer på stress, som hverken han eller KD kan overse, skriver Kristendemokraterne i pressemeddelelsen.

Han vil under orloven fra formandsjobbet fortsat passe sine øvrige opgaver og føre valgkamp i København Storkreds. Orloven begynder fra dags dato.

58-årige Stig Grenov har været medlem af Kristendemokraterne siden 1990, og han har været formand siden 2012. Til daglig er han skolelærer i Nordsjælland.

Kristendemokraternes vestjyske folketingskandidat, Kristian Andersen fra Tarm, har tidligere været i spil som partiets repræsentant i valgdebatterne.
Kristendemokraternes vestjyske folketingskandidat, Kristian Andersen fra Tarm, har tidligere været i spil som partiets repræsentant i valgdebatterne.
Foto: Marc Killigren Akselsen

Ros til den unge næstformand

Isabella Arendt vil i perioden varetage landsformandens opgave, herunder de landsdækkende debatter.

Tirsdag aften i sidste uge måtte Stig Grenov melde afbud til en partilederdebat på TV2, da han fik et mindre ildebefindende.

Her trådte Isabella Arendt til en halv time inden debatten - i øvrigt på sin 26-års fødselsdag.

- Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke ærgrede mig over, at jeg ikke var på. Men jeg var pavestolt over, at Isabella gik ind og klarede det med sådan en flot præstation, sagde Grenov onsdag.

Det var ikke kun Grenov, der havde ros til overs for Arendt. Politiske kommentatorer har kaldt hende debattens positive overraskelse.

Isabella Arendt er spidskandidat for Kristendemokraterne i Østjylland. Hun stillede første gang op til folketinget i 2011 i Viborg.

Til daglig læser hun statskundskab på Københavns Universitet og arbejder for Lykkeforskningsinstituttet.

Kristendemokraterne har indkaldt til pressemøde mandag klokken 10, hvor Stig Grenov og Isabella Arendt deltager og vil fortælle mere om den nye situation.

1:04
Kristian Andersen fra Tarm roser ung partikollega, der akut måtte tage over for Kristendemokraternes formand i sidste uge.