Kristendemokraterne håber på mandat i regionsrådet

Kristendemokraterne håber, at de ved at stille op med en tidligere partiformand, kan komme ind i regionsrådet i Midtjylland

2:34
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det var tæt på for fire år siden. Under 1.000 stemmer var Kristendemokraterne fra at få et mandat i regionsrådet i Midtjylland.

Denne gang har den tidligere partiformand Marianne Karlsmose meldt sig på banen som spidskandidat for partiet i håb om, at det kan hjælpe partiet det sidste stykke over spærregrænsen.

- Jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Noget af det, der spiller ind er jo også, at De Konservative ser ud til at gå frem på landsplan, og dem er vi jo i valgforbund med, så det ser godt ud. Men det er bare en mavefornemmelse, for vi kender jo ingen resultater endnu, siger Marianne Karlsmose.

Mange ukendte kandidater

Udover Bent Hansen er det ikke mange af de andre medlemmer af regionsrådet, der er kendte i den brede befolkning, og det håber Marianne Karlsmose kan komme hende til gode.

- Uden at fornærme mine spidskandidatkollegaer, så er der jo ikke så mange af dem, der er så kendte. Og det, at jeg stiller op for Kristendemokraterne, kan mange vælgere måske genkende, så det spiller måske ind. Men det er jo 12 år siden, jeg var landsformand, siger hun.