Kreative unge til Operation Dagsværk

Over hele landsdelen har unge gymnasieelever i dag haft fri fra skole og i stedet tjent penge for at hjælpe børn i regnskoven i Peru.

091111OD.jpg

20.000 unge har i dag fået fri fra skole for at arbejde for at tjene penge til fattige børn i Perus regnskov. Det er nemlig Operation Dagsværk-dag i hele landet, og det gode formål har fået kreativiteten frem hos de unge her i landsdelen. Hos Siemens i Brande syede 1.g'ere fra Herning Gymnasium kasserede sikkerhedsveste om, så de kan blive brugt af de lokale børnehaver i Brande, når de skal på tur.

På Ikast Gymnasium arrangerede en 3.g klasse zumba-lektioner for hele byen og samlede på den måde penge ind, mens 27 elever fra Thisted Gymnasium var i Nationalpark Thy for at fjerne bjergfyr.

Ikke alle støtter den gode sag

Opbakningen til Operation Dagsværk var dog ikke lige så stor alle steder. På Holstebro Gymnasium og HF var der ifølge Holstebro Dagblad kun 70 af de over 900 elever, der tjente penge til den gode sag.

Hver elev, der arbejder, tjener 300 kroner til børnene i Peru.