Krav til landsholdet: Hårdere træning

Team Danmark kræver hårdere arbejde af kvindelandsholdet - Viborg og Team Tvis Holstebros cheftræner støtter kravet.

140812_Landshold.jpg

Spillerne på det danske kvindelandshold i håndbold kan godt begynde at vænne sig til, at der bliver stillet væsentligt større krav til dem.

Efter den skuffende indsats ved OL i London kræver Team Danmark hårdere træning og mere kontinuitet på holdet - og den melding får fuld opbakning fra træneren for Viborgs ligahold.

- Vi har jo i mange år levet højt på de tekniske dyder, og vi har været rigtig dygtige den vej rundt. Nu er der bare en masse nationer, der træner bedre end os, og vi må se at komme igang. Selv om der er råbt vagt i gevær, er det ikke blevet taget seriøst, siger cheftræner Martin Albertsen.

Se på Norge

Han peger på, at der i Norge er en kultur, hvor spillerne gerne vil træne meget og med høj intensitet.

- Og de er meget sigende lige blevet OL-mestre for anden gang i træk, konstaterer Albertsen.

Også cheftræneren i Team Tvis Holstebro, Niels Agesen, er langt hen ad vejen enig med Team Danmark.

Agesen mener, at den fysiske træning i langt højere grad skal tilrettelægges individuelt for de enkelte spillere.

- Og så er der behov for en forståelse for, at spillerne skal træne lige så disciplineret som for eksempel svømmere og kajakroere. Så kan vi forhåbentlig også slippe for, at en del af landsholdssamlingerne skal bruges til fysisk træning, siger Niels Agesen.

Behov for en rød tråd

Han understreger, at øget fysisk træning ikke gør det alene.

- Vi skal også have kigget på vores talentarbejde. Noget kunne tyde på, at vi spidser det ind for tidligt, så vi til sidst har for få spillere at vælge imellem. Jeg synes også, at vi bør have råd til et B-landshold, og så er der i det hele taget behov for en rød tråd hele vejen op igennem systemet, siger Niels Agensen.

 Kvindelandsholdet har ikke vundet medaljer siden 2004, og der har derfor været spekuleret i, om Team Danmark ville trække sin støtte til holdet. Det sker ikke, men direktør Michael Andersen kræver ifølge sporten.dk en masterplan for de kommende fire år - en plan, der altså blandt andet indebærer hårdere træning  og helt klare aftaler mellem landstræneren og spillerne.