Krarup: Flere ansatte på plejecentrene i Herning

Herning Kommune regner med at få mindst 15 millioner ekstra til at give de ældre bedre service.

Hernings borgmester, Lars Krarup, lover flere ansatte i ældreplejen, når kommunen får del i den ekstra milliard, der er afsat på finansloven til ældre.

Partierne bag finansloven har afsat én milliard om året til, at kommunerne kan give de ældre bedre service. De kommuner, der ansøger om en bid af kagen, kan regne med en andel svarende til befolkningstallet.

Herning udgør 1,5% af befolkningen og kan i følge borgmesteren regne med mindst 15 millioner. Borgmesteren lover overfor TV MIDTVEST, at de fleste af pengene bliver brugt på mere personale på plejecentrene.

- Jeg har meddelt social- og sundhedsudvalgsformanden, at den absolut største del skal konkret gå til flere medarbejdere på plejehjemmene. Det er der behov for, siger Hernings borgmester Lars Krarup (V).

Hernings samlede udgifter til drift på ældreplejen er 200 millioner om året, så 15 millioner ekstra er en betydelig forøgelse.

Pårørende efterlyste personale

Der har tidligere været kritik af Herning kommunes bemanding i ældreplejen.

Først i november blev en 85-årig mand overfaldet af en dement beboer på Fuglsangsø Centret i Herning. Det fik Alzheimerforeningen til at kritisere Herning Kommune for manglende bemanding.
 

02:21

Dement voldsmand er fejlplaceret på plejecenter, mener familien til 85-årig voldsoffer

Luk video

Borgmester Lars Kraup afviser, at sagen fra Fuglsangsø Centret har noget at gøre med, at kommunen nu vil ansætte flere i ældreplejen.