Kraftkabel reddede par ud af brændende hus

En nabo til et ungt par i Kølkær handlede hurtigt, da deres hus brød i brand.

Ved et held hørte en nabo det unge par råbe om hjælp. Parrets brændeovn havde antændt noget isoleringsmateriale, og loftet på stueetagen var så optændt, at parret ikke kunne komme ud. Parret måtte derfor dække munden til med t-shirts og råbe om hjælp ud af vinduet på førstesalen.

Dét hørte naboen, som hurtigt fik kastet et kraftkabel op til det unge par. De fik bundet kablet om en kommode og kunne derefter fire sig ned i sikkerhed. Her fra fik de fundet en stige, og parrets hund kunne også komme i sikkerhed.

- De har været meget heldige. De kunne ikke komme ud andre steder, siger indsatsleder ved Brand & Redning Herning, Lars Stensbjerg, der også roser naboen for at handle hurtigt.

- Det var en rigtig flot indsats af naboen. Og det var godt, at beboerne var unge mennesker, så de kunne kravle ned af kablet, siger han.

Parret har forklaret, at deres brandalarm netop var blevet pillet fra, fordi den gik i gang ved madlavning, men at de ikke havde fået den sat op igen, inden branden opstod.

02:00 Luk video