Kræver svar om udskudt politiskole

Man kunne få den tanke, at det handler om at tilgodese nogle af Venstres egne borgmestre, siger socialdemokraten Trine Bramsen.

Foto: Arkiv

En række kommuner har budt sig til, og en stribe eksisterende bygninger lever op til de krav, der stilles. Alligevel har regeringen valgt at udskyde beslutningen om, hvor i det vestlige Danmark, der skal ligge en ny politiskole.
    
Og det undrer Socialdemokraterne, der kræver at få udleveret de dokumenter, der ligger til grund for udskydelsen. Det fortæller retsordfører Trine Bramsen (S) forud for et møde i forligskredsen torsdag.
    
- Det virker meget mærkeligt. Man kan få den tanke, at det handler om, at der er nogle af Venstres egne borgmestre, der skal tilfredsstilles et eller andet sted i landet, siger hun
    
Viborg Stifts Folkeblad skrev for nylig om et brev fra Rigspolitiet, der viste, at otte bygninger fordelt i syv jyske kommuner lever op til kriterierne for at huse en ny politiskole.
    
Men justitsminister Søren Pind (V) har skrevet til de 32 kommuner, der har meldt sig som interesserede, at regeringen overvejer at bygge nyt i stedet. Det undrer Trine Bramsen.
    
- Det er dyrt at bygge nyt, og det er der slet ikke afsat penge til, siger hun.
    
/ritzau/