Kræver større udbytte af banken

Dansk Aktionærforening mener, at Ringkjøbing Landbobank bør bruge noget af sin store pengetank til at betale et større udbytte.

060214_Ringkjoebing_Landbobank.jpg

Den succesfulde Ringkjøbing Landbobank bliver kritiseret for at betale for lidt udbytte til sine aktionærer.

- Når man har så stor en kassebeholdning som landbobanken, mener vi, at man bør hæve den andel af overskuddet, man betaler i udbytte, siger formanden for Dansk Aktionærforening, Niels Mengel, til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Banken har netop præsenteret et overskud før skat på 472 millioner kroner - og besluttede i den anledning at betale et ordinært udbytte på 15 kroner per aktie og et ekstraordinært udbytte på 10 kroner som kompensation for, at banken året før opkøbte færre af sine egne aktier end planlagt.

Landbobankens administrerende direktør John Fisker afviser kritikken.

- Selv hvis man ser bort fra det ekstraordinære udbytte, er vi sammen med Nordea den bank, der udbetaler den største andel af overskud til aktionærerne, siger John Fisker til dagbladet.