Kræver 12 litauere fængslet

De anholdte i stor tyverisag skal afhøres enkeltvis, så de ikke hører hinandens forklaringer.

010312_2Tyvekoster.jpg

Retten i Viborg tager torsdag middag fat på et grundlovsforhør, der formentlig går hen og bliver noget af en marathon-forestilling.

Politiet vil forsøge at få de 12 litauere, der onsdag blev anholdt i den lille by Brodal i Salling, varetægtsfængslet, sigtet for indbrud.

Anklager Søren Riis Andersen vil forsøge at få dørene lukkede, men han oplyser, at de 12 sigtede skal afhøres enkeltvis for at sikre, at de ikke hører hinandens forklaringer - og da der formentlig også skal bruges en tolk, kan retsmødet let gå hen og blive en lang omgang.

De 10 mænd og to kvinder i alderen 18 til 38 blev anholdt i en ejendom på Agertoften i Brodal, efter at de lokale havde undret sig over, hvad der foregik på adressen. I en nedgravet container fandt politiet masser af tyvekoster, blandt andet fladskærme, computere, ure og smykker.

 

010312_Tyvekoster_0.jpg

Politiet i Skive viste torsdag formiddag nogle af tyvekosterne frem for pressen.