Kræftens Bekæmpelse om fejltests: - Hvordan kan det ske?

​Det chokerer landets største interesseforening, at fejlene er sket for så mange patienter.

Hvis der er mistanke om brystkræft, bliver alle kvinder både med og uden implantater undersøgt med en såkaldt klinisk mammografi, hvor lægen mærker på brysterne og mammografien suppleres med ultralydsscanning. Foto: Arkiv

3220 kvinder skal undersøges igen, efter der er konstateret mulige fejl i deres undersøgelser for brystkræft. Undersøgelser, der går ti år tilbage i tiden.

Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse.

- Min første tanke var ’åh nej, hvordan kan det ske?’. Vi har efterhånden så godt styr på forebyggende undersøgelser og har generelt et højt niveau, så det her burde ikke kunne ske, fortæller formand Dorthe Crüger.

Hun synes, at det er bekymrende, at der åbenbart kun er en læge, der har kigget på kvindernes resultater. Hvis det var flere, så mener hun, at fejlen ville være opdaget tidligere.

Læs også Mistanke om fejl i 3200 brystkræft-undersøgelser

Det skal du gøre

Dorthe Crüger tænker på de kvinder, som har fået en undersøgelse og som nu igen står i uvished. Hun er dog tilfreds med hospitalets plan.

- Når vi sidder og kigger på planen, så gør hospitalet det rigtige. De har opdaget, at de har lavet en fejl, og de starter med det samme nye undersøgelser og har oprettet en hotline, som man kan ringe ind på, siger hun.

Hun opfordrer alle kvinder, der nu er i tvivl, om at ringe til hospitalets hotline, hvor de kan få den rigtige vejledning.

- De er selvfølgelig bange. Hos langt de fleste vil det  vise sig, at der ikke er noget. Men kvinderne er blevet trygge på et forkert grundlag, og det er bekymrende, fortæller hun.

Hotlinen kan kontaktes her.

DISSE KVINDER INDKALDES

Kvinder undersøgt efter juli 2015 får tilbudt sikkerhedstjek
Konkret indkaldes kvinder til et sikkerhedstjek, hvis de:
  • Er undersøgt af pågældende overlæge siden 1. juli 2015
  • Og har fået besked om, at de ikke har brystkræft
  • Og er 50 år eller yngre
  • Eller er over 50 år og ikke er blevet screenet for brystkræft efterfølgende

    Kilde: Region Midtjylland