Kræftens Bekæmpelse kritiserer sygetransport

Nu kritiserer lokalforeninger under Kræftens Bekæmpelse transporten af kræftsyge patienter i Region Midtjylland.

Dialyse

Det er ydmygende og uværdigt, når kræftpatienter transporteres til og fra behandling på sygehusene sammen med almindelige passager i en såkaldt Flex-Taxa. Sådan lyder kritikken nu fra Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Holstebro.

- Det er under al kritik. Det er ikke i orden, at syge patienter skal sidde sammen med raske mennesker, siger Lene Møllenberg fra lokalforeningen i Holstebro.

54-årige Birgit Flæng fra Skive 2010 ramt af brystkræft og har over flere omgange modtaget strålebehandling. Hun takkede nej til at blive transporteret i en Flex-Taxa sammen med andre borgere.

- Efter en kemobehandling har man ikke lyst til at være social, man har lyst til at lukke sig inde i sig selv og komme hjem i en fart, siger hun.

Hun synes, det er uværdigt, at syge patienter skal køre sammen med raske borgere.

- Det er ydmygende at skulle vise sin syge side. Det er jo ikke noget, vi har lyst til, siger Birgit Flæng.

Lene Møllenberg mener, at det inden for de seneste år er gået ned ad bakke med patienttransporten. Ifølge Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Holstebro er det et helt forkert sted at spare penge.

-  Der skal flere penge til. De skal jo ikke skære ned de steder, hvor folk er sårbare i forvejen, siger Lene Møllenberg.

- Det er heller ikke i orden for de raske borgere, der kører sammen med de syge, for det kan være rigtig svært at forholde sig til, siger hun.

[uvid:TVMV1930_20151112_20151112_013_HD]