Krabbesucces skaber nye arbejdspladser i Lemvig

Der er så godt gang i salget af taskekrabber i Lemvig, at en lokal producent nu får brug for flere medarbejdere til produktionen.

krabbe.jpg

Der er kommet godt gang i krabbeeksporten i Lemvig. Tilbage i marts præsenterede Jeka Fish A/S et nyt samarbejde med den norske krabbevirksomhed Hitramat AS, hvor de lokale fiskere kunne fange og lande taskekrabber til forarbejdning på den nye fabrik i Lemvig. Og siden da er salget gået over al forventning.

– Vi er kommet godt i gang på fabrikken, hvor produktionen kører fint. Det er noget velfungerende produktionsudstyr, vi har fået installeret og vi er meget tilfreds med fabrikken. Samtidig har vores norske partner stor erfaring med krabbeproduktion, hvilket også er en god hjælp for os. Der er også en god synergi mellem den nye fabrik og den øvrige del af vores virksomhed som gør at vi kan få en meget rationel drift, siger Lasse F. Kristensen, der er forretningsudvikler hos Jeka Fish A/S, til Fiskeritidende.dk.

Lige nu er der 10-13 beskæftiget i krabbeproduktionen, men forventningen er, at krabberne vil skabe yderligere 40 nye arbejdspladser på sigt.