Krabbefestival fik flere gæster end forventet

I weekenden blev der afholdt Krabbefestival i Lemvig, hvor mellem 8-10.000 gæster besøgte festivalen.

Krabbefestival
Foto: TV MIDTVEST

På havnen i Lemvig stod menuen fredag og lørdag på krabber. Der blev afholdt Krabbefestival og antallet af besøgende endte på mellem 8-10.000. 

Dermed overgik festivalen forventningerne, som arrangørerne havde skønnet. Borgmesteren i Lemvig Kommune er stolt over festivalens afvikling. 

- Besøgstallet til Krabbefestivalen overstiger målsætningen, hvilket må betegnes som en succes, siger Erik Flyvholm. 

På festivalen var der både gratis smagsprøver, madboder og spændende aktiviteter med krabben i centrum. Festivalen blev arrangeret af Lemvig Kommune sammen med lokale aktører. 

Projektleder og turistchef i Lemvig Kommune, Kristian Hansen, forklarer, at man nu vil evaluere på festivalen. 

- Selvfølgelig er der nogle ting, som vi kan lære af. Vi havde fantastisk vejr og mange gæster fik en god oplevelse. Det er det vigtigste, siger Kristian Hansen. 

Planerne for festivalen i 2018 vil blive overvejet i nærmeste fremtid.