Kovending: Hessel storsponsor i FCM

Ejner Hessel A/S er tilbage som storsponsor i FC Midtjylland. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

FCM_logo_flag1.jpg

Det bliver en gammel kending, der skal redde trængte FC Midtjylland fra økonomiske problemer. I de kommende tre år står der Ejner Hessel A/S på ulvenes rygge.

Tidligere på dagen

oplyste selskabet FCM Holding A/S, som står bag klubben, ellers, at der ikke var gang i konkrete forhandlinger.

I 2013 droslede Ejner Hessel A/S ned for sit sponsorat i klubben, men nu har virksomheden igen valgt at skrue op for sponsoratet i FC Midtjylland, hvor virksomheden netop har indgået en tre-årig samarbejdsaftale.

- Vi er glade og stolte over, at Ejner Hessel A/S er tilbage som storsponsor. Vi glæder os over deres engagement og lidenskab for klubben, og vi ser frem til at genoptage samarbejdet, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland Michael Brun Nielsen.

Gammel kending

FC Midtjylland og Ejner Hessel A/S har været synonyme med hinanden, siden klubben blev stiftet i 1999. Det var nemlig Steen Hessel og Johnny Rune, der dengang var formænd for de to moderklubber, som satte sig sammen og slog de første streger til FC Midtjylland.

- FC Midtjylland er et stærkt brand, og vi ved fra tidligere, at klubben giver vores virksomhed værdi tilbage. Så det er den væsentligste grund til, at vi er tilbage som sponsor, forklarer Steen Hessel, der er salgsdirektør i Ejner Hessel A/S.

I FC Midtjylland værdsætter man den nye aftale med Ejner Hessel A/S.

- Når vi står sammen i regionen, kan vi forfølge vores drømme. Derfor er det dejligt at konstatere, at Ejner Hessel A/S er tilbage. Det er godt arbejde af vores kommercielle afdeling og bestyrelsen, siger Claus Steinlein, ordførende direktør i FC Midtjylland.

Ejner Hessel A/S bliver FCM Partner i FC Midtjylland, som er det højeste niveau efter et hovedsponsorat.