Kovending giver håb på høfde 42

Aarhus Universitets Forskningsfond har ændret mening og vil nu godt betale en del af regningen for at fjerne giften på Harboøre Tange.

051114Hoefde42.jpg

Et markant kovending er skyld i, at der nu er håb om en snarlig oprensning af det gamle giftdepot på Harboøre Tange.

Håbet skyldes, at Aarhus Universitets Forskningsfond, der er hovedaktionær i Cheminova, har meddelt, at den er indstillet på at støtte oprensningen økonomisk. Det kan bane vejen for en aftale, hvor staten, Region Midtjylland og forskningsfonden deler regningen.

Cheminova og Aarhus Universitet har ellers gennem mange år afvist at betale for oprydningen. Det skete med henvisning til, at landretten har fastslået, at kemikoncernen ikke er juridisk forpligtet til at rydde op.

Derfor kommer den nye melding fra universitetet også som en positiv overraskelse for de lokale.

- Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at de er ved at ændre mening og godt vil gå ind og bidrage til oprensningen. Det vil være rigtig godt for hele vores område - for turismen og vores image, siger Michael Madsen, der ejer Jyllands-Akvariet i Thyborøn og har fulgt sagen igennem mange år.

Cheminova er netop blevet solgt for 8,5 milliarder til en amerikansk koncern, og holdningsskiftet kom i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling, der skulle godkende salget.

På generalforsamlingen stillede foreningen Kritiske Aktionærer forslag om, at fonden skulle bidrage til oprydningen.

- Få dage før generalforsamlingen var de totalt afvisende over for forslaget. Men på generalforsamlingen kunne vi mærke, at de var ved at ændre holdning. Det er garanteret, fordi der har været et meget stærkt offentligt pres for, at de ikke bare kunne løbe med milliarderne og lade alt skidtet ligge, siger formanden for Kritiske Aktionærer, Frank Aeen.

5:34
Aarhus Universitets Forskningsfond vil støtte oprydningen i det gamle giftdepot på Harboøre Tange