Uddannelser samlet på Mors: Kortere vej fra jord til bord

Nordic Food College i Nykøbing blev officielt indviet i dag. Her er en lang række fødevareuddannelser blevet samlet under ét tag.

Lotte Sørensen er glad for at lære af sine medstuderende - som ernæringsassisten lærer hun for eksempel meget af landbrugseleverne, siger hun. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

I dag blev en helt ny helhedsskole med navnet Nordic Food College indviet på Mors.

Her er alle fødevareuddannelserne i Thy og på Mors blevet samlet under ét tag. Derfor skal ernæringsassistenter, bagere og landmænd nu dele skole på Morsø Landbrugsskole.

Vi går jo i klasse med dem, der uddanner sig til kokke. Så når de skal i køkkenet, så skal vi med. Og når vi skal i marken, så skal de med os

Anja Vestergaard Jensen, landbrugselev, Nordic Food College 

Tidligere lå mange af uddannelserne i Thisted. Det er EUC Nordvest der står bag og her håber man den nye skole kan være med til at udvikle noget nyt.

- De skal lære af hinanden. Eleverne på landbrugsuddannelsen skal lære om de råvarer, de producerer og lære, at de jo skal blive til noget, som andre skal gøre til mad. Og den fortælling, den, tror vi, er rigtig vigtig, fortæller Hans Chr. Jeppesen, der er direktør på EUC Nordvest.

Læs også Landbruget har hårdt brug for flere elever

Lige linje mellem uddannelserne

Selvom skolen først officielt blev indviet i dag, så har eleverne været i gang siden august.

Derfor var det også dem, der skulle stå for maden til dagens åbning. En af dem, der knoklede i køkkenet i dag er Lotte Sørensen, der uddanner sig til ernæringsassistent. Hun begyndte i Thisted, men er nu rykket til Mors.

Eleverne på landbrugsuddannelsen skal lære om de råvarer, de producerer og lære, at de jo skal blive til noget, som andre skal gøre til mad. Og den fortælling, den, tror vi, er rigtig vigtig

Hans Chr. Jeppesen, direktør, EUC Nordvest

- Det er et nyt og fint køkken, vi har fået her. Så det kan vi bestemt ikke klage over. Det er noget anderledes end det gamle, vi havde i Thisted, lyder det fra ernæringsassistenteleven, Lotte Sørensen.

Læs også Fremgang for tredje år i træk: Hver femte på en årgang vælger nu en erhvervsuddannelse

Hun er én af i alt 105 årselever, der tager deres uddannelse på det nye Nordic Food College i Nykøbing. Her er der bogstaveligt talt fokus på ”fra jord til bord,” når de forskellige faggrupper lærer af hinanden. Uddannelsesstedet skal, med udgangspunkt i ’den gode smag’, bidrage til at skabe den lige linje mellem oplevelsen ved bordet og forståelsen i stalden eller på marken.

02:09

Se video: Nordic Food College blev onsdag indviet på Morsø Landbrugsskole.

Luk video

Sammenlægning sikrer fremtiden

Victoria Bundgaard Andersen og Anja Vestergaard Jensen er begge landbrugselever på Nordic Food College. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Fremover skal landmanden altså basere sin viden på smag og oplevelsen ved bordet, og kokkens kreationer skal bygge på en forståelse af jorden, foderet og det allerførste plan, der er med til at præge smagen.

- Vi går jo i klasse med dem, der uddanner sig til fx kokke. Så når de skal i køkkenet, så skal vi med. Og når vi skal i marken, så skal de med os, fortæller landbrugselev Anja Vestergaard Jensen.

Det giver mig en større forståelse af, hvor råvarerne kommer fra, og det giver en forståelse af, hvornår de forskellige ting er i sæson

Lotte Sørensen, ernæringsassistentelev, Nordic Food College

- Fordelen er, at vi lærer af hinanden – ikke bare når vi er i skole, men også når vi har fri, fordi vi bor herude på kostskolen sammen, fortæller Victoria Bundgaard Andersen, der som landbrugselev altså lærer nyt af sine medstuderende.

For bare tre år siden var Morsø Landbrugsskoles eksistens truet, og blandt andet derfor besluttede ledelsen af flytte flere uddannelser til Mors. Håbet er, at man på den måde får styrket alle uddannelserne.

Læs også Kokke og slagtere flytter ind på landbrugsskole

I køkkenet hos Lotte Sørensen er der ingen tvivl om, at ideen med Nordic Food College giver god mening. 

- Det giver mig en større forståelse af, hvor råvarerne kommer fra, og det giver en forståelse af, hvornår de forskellige ting er i sæson, lyder det. 

Nordic Food College rummer indtil videre syv forskellige fødevareuddannelser.