Kørte helt vildt gennem Struer

En 48-årig mand, der var svært påvirket af alkohol, kørte mandag eftermiddag vildt gennem Struer by. Han kørte over for flere røde lys, og en kvinde måtte springe for livet.

Mandag eftermiddag fik politiet en henvendelse fra en borger i truer, der havde en mistanke om, at en person kørte spirituspåvirket gennem byen.

Da politiet forsøgte at standse bilen, trådte føreren imidlertid på speederen og forsøgte at flygte. Han kørte over for flere røde lys, og en kvinde måtte springe for livet.

Politiet fik standset bilen på havnen, men manden var ikke særlig samarbejdsvillig. Han var så påvirket af alkohol, at han havde meget svært ved at gå, da politiet tog ham med.

Han sov brænderten ud i arresten i Holstebro, mens han ventede på, at blive fremstillet i grundlovsforhør. Nu er han varetægtsfængslet i tre uger og vil blive sigtet for at bringe andres liv i fare, at køre i spirituspåvirket tilstand, endda uden kørekort. Derudover har han overtrådt adskillige andre færdselsregler.

Politiet vil meget gerne høre fra kvinden, der måtte springe for livet og andre, der har oplevet episoden. Politiet kan kontaktes på tlf. 114