Kørte gennem jernbanebom

En kvinde så ikke, at jernbanebommen var nede. Hun kørte igennem bommen, lige inden toget kom

Det kunne have endt galt, da en kvinde i morges kom kørende i sin personbil ad Frifeltvej ved Fasterholt syd for Herning.

Kvinden overså den lukkede bom ved en jernbaneoverskærring. Hun fortsatte igennem bommen og krydsede jernbanen. Kort efter kom toget bragende over den ødelagte bom med over 100 kilometer i timen.

Kvinden standsede ikke bilen, så et hold vidner fulgte efter hende.

- Hun kørte hjem til sig selv, og så ringede hun faktisk selv til politiet og fortalte, hvad der var sket. Hun var chokeret, og det var derfor, hun bare var kørt videre, siger vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ingen kom tilskade ved uheldet, men BaneDanmark siger til politiet, at det kunne have gået helt galt, da toget kørte over bommen. Kvinden er sigtet for overtrædelse af færdselsloven.