Kørte galt med kæmpe promille

Alkometret viste en promille på 3,15, da en mand blev anholdt i Lemming (arkivfoto).

021014Alkometer.jpg

En 43-årig mand havde tilsyneladende nydt alt for meget alkohol, da han onsdag aften kørte galt i Lemming mellem Ans og Silkeborg.

Den tilkaldte politipatrulje fik manden til at blæse i et alkometer, som viste en alkoholpromille på 3,15, fremgår det af politiets døgnrapport. En blodprøve skal nu fastslå den nøjagtige mængde alkohol i mandens blod.

- En promille over 3 er ekstremt høj og hører heldigvis til sjældenhederne. Men desværre ser vi den slags sager af og til, siger lederen af færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg, til tvmidtvest.dk.

Det var i øvrigt en flok lokale beboere, der holdt den 43-årige tilbage efter uheldet. Ifølge politiet havde han sat bilen i bakgear, hvorefter han kørte ind i et stendige.

Politiet har nu beslaglagt bilen og administrativt inddraget hans kørekort.