Kontrol over Klosterheden

Kontrol over Klosterheden

Dagen derpå er branden slukket i Klosterhede Plantage. De næste par dage skal en brandvagt stå for at kontrollere område.

Branden i Klosterhede Plantage er slukket, og den er nu under kontrol. Nu kommer et par dage, hvor Lemvig Brandvæsen og skovfogeden skal sikre, at ilden ikke blusser op igen.

- Dagen derpå ser det ud til, at det er slukket. Jeg skal lige have drøftet med skovfogeden, hvordan vi nu skal sikre området de næste par dage, siger Christen Maarupgaard, der er indsatsleder fra Lemvig Brandvæsen.

I går brændte syv hektar af skoven ned, men det er kun et lille stykke af hele plantagen på i alt omkring 6.000 hektar.

- Det er meget lidt. Det er så lidt, at det ikke betyder noget for skoven, siger Christen Maarupgaard.

Afbrændingsforbud ville ikke hjælpe

23 kommuner har i hele landet indført afbrændingsforbud i løbet af de sidste tørre uger, men der var ikke indført afbrændingsforbud i Lemvig Kommune.

Selvom kommunen havde indført et afbrændingsforbud, ville det sandsynligvis ikke have stoppet branden i klosterheden, mener indsatslederen.

- Den her brand var opstået, uanset om der var afbrændingsforbud. Den flismaskine kunne godt arbejde, selvom der var forbud, og det ville ikke have forhindret branden, siger Christen Maarupgaard.

Flismaskinen blev håndteret korrekt

Skovfogeden glæder sig på trods af branden over, at den ikke bredte sig mere end tilfældet var. Det er skovfogeden, der har bestilt flismaskinen til at udføre et stykke arbejde i skoven.

- Jeg vurderer ikke, at der er noget uforsvarligt i håndteringen af maskinen. Heller ikke i det at køre på det her tidspunkt, for det her kunne være sket på et hvilket som helst tidspunkt, siger Niels Pedersen der er skovfoged i Naturstyrelsen Vestjylland

Skovfogeden roser brandvæsenets arbejde med at kontrollere branden, da området er vanskeligt at komme frem til.