Kontanterne er på vej ud: Banker lukker kasserne

01:58

Foto: Colourbox.com

Kontanterne er på vej ud: Banker lukker kasserne

Kontantbetalinger bliver mere og mere sjældne. Bankerne tager nu konsekvensen af udviklingen

Pengesedlerne kan snart være fortid. I hvert fald er Danmark på vej mod at blive mere og mere kontantløs, og i dag er Danmark et af de lande i verden, der har færrest kontante betalinger pr. indbygger. 

I 2000 foregik 60 procent af alle betalinger i butikkerne med sedler, men i dag er det kun 20 procent. Det viser en rapport fra Nationalbanken. Samtidig har digitale betalingsmetoder såsom mobilappen MobilePay vundet frem. I dag er der 3,3 millioner danskere, der jævnligt benytter sig af MobilePay. 

Læs også Eksperiment: Dagli Brugsen siger nej til kontanter

I bankerne mærker de tydeligt, at færre og færre har brug for kontakter. Blandt andet i Vestjysk Bank, hvor de derfor har besluttet at erstattte kasserne i alle deres afdelinger med automater. 

De senere år har vi hvert år oplevet et fald på mellem 20 og 25 procent i antallet af transaktioner, altså kunder som kommer til kassen. Det gør, at vi synes, at tiden er inde til, at vi lukker kassen inden udgangen af året

Peter Bækkelund Rasmussen, Konceptdirektør, Vestjysk Bank

- De senere år har vi hvert år oplevet et fald på mellem 20 og 25 procent i antallet af transaktioner, altså kunder som kommer til kassen. Det gør, at vi synes, at tiden er inde til, at vi lukker kassen inden udgangen af året, siger Peter Bækkelund Rasmussen, der er konceptdirektør i Vestjysk Bank. 

Også Jyske Bank har i løbet af de seneste år lukket kasserne i fire ud af fem banker. 

- Vi har cirka 100 afdelinger, og vi har 17 steder tilbage i landet, hvor vi har en kassebetjent kasse. Vi vurderer, hvordan det hænger sammen både i forhold til kundernes adgang til kasser, og hvad der er nødvendigt, siger Hanne Birgitte Møller, der er forretningsdirektør i Jyske Bank.

Banken har i stedet lavet entréer, hvor kunderne kan komme ind døgnet rundt og hæve penge via deres betalingskort. 

- Selvfølgelig skal kunderne lige vænne sig til det, men når de har prøvet det en gang eller to, synes de, at det er nemt, og de kan komme til hele tiden, fortæller Hanne Birgitte Møller. 

Lang vej til kontantløst samfund

Mia Olsen er i gang med skrive ph.d. i det kontantløse samfund på Copenhagen Business School. Selvom der allerede findes mange danskere, der aldrig bruger kontanter i dag, så forudser hun, at der vil gå lang tid, før Danmark bliver helt kontantløst. 

- Jeg bruger stort set ikke selv kontanter, og det kender jeg jo enormt mange andre, der heller ikke gør. Som ikke hæver kontanter, ikke benytter sig af dem. Måske har man kontanter, hvis man har fået dem i gave, eller hvis nogle, der ikke bruger MobilePay, gerne vil afregne med én. Men derfra og så til, at vi i Danmark slet ikke skulle bruge kontanter. At vi når dertil, hvor kontanter ved lov er afskaffet, der er meget langt, siger hun. 

Læs også Banker lukker kasserne: Problematisk for de ældre

Hun har svært ved at forestille sig, at det sker indenfor de næste 50 år. 

- Udfordringerne er, at der endnu er nogle grupper i Danmark, som det vil være svært for at betale via de her nye elektroniske løsninger. Vi taler for eksempel om børn, folk med særlige handicaps, hjemløse og folk som er afhængige af kontanter for at kunne foretage betalinger. 

Omvendt er der også fordele ved et samfund uden sedler og mønter. 

- Fordelen vil være, at vi måske kan minimere sort arbejde. Minimere mængden af de her lyssky aktiviteter. Udover at de ikke har kontanter at handle med længere, så kan vi overvåge, hvad der sker. Der er selvfølgelig nogle mennesker, der vil stille spørgsmålstegn ved, om vi har lyst til at have sådan et overvågningssamfund, hvor alle ved, hvad det er, vi render og laver. Det er der holdninger for og imod, fortæller Mia Olsen.