Hæveautomat sprængt i luften

En hæveautomat er natten til tirsdag sprængt i luften ved Spar i Hvide Sande. Tyvene er kommet af sted med ukendt pengebeløb.

Privatfoto: Bent Guldberg

Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

1 af 2

Midt- og Vestjyllands Politi modtog kl. 02.34 en melding om en eksplosion ved en hæveautomat som sidder i væggen i forbindelse med en Spar på Parallelvej i Hvide Sande.

- De har sprunget den i stykker, og den er røget ud af murstensvæggen som er ret medtaget, siger vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Hjemmeværnet vogter lige nu på stedet, indtil politiet op ad formiddagen kan sikre beviser på stedet. Der findes blandt andet videoovervågning som skal undersøges. Politiet har på nuværende tidspunkt ingen idé om, hvor mange penge tyvene er sluppet af sted med. 

- Øjenvidner har set tre eller fire udenlandske mænd ved automaten som snakker engelsk eller tysk. De bærer hætter og deres ansigter er dækket af tørklæder. De stikker af derfra i to mørke biler, formentlig Audi eller VW Passat og kører nordpå fra Hvide Sande, fortæller vagtchef Lars Even.

Politiet hører meget gerne fra vidner på tlf. 114.