Konservativt bagland kræver forklaring

Det konservative bagland i Vesthimmerlands Kommune kræver en forklaring fra folketingsgruppen. Alt for højt politisk spil, lyder kritikken.

Henrik Dalgaard Christensen

Konservatives folketingskandidat og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune Henrik Dalgaard Christensen er taget til København for at få et møde med sin partiformand Søren Pape. Det erfarer TV MIDTVEST.
    
Det konservative bagland i kommunen er stærkt utilfreds med partiledelsen, efter partiformand Søren Pape tirsdag aften erklærede mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
    
- Jeg håber, at der bliver en mulighed for at tage en alvorlig snak med partiformanden. Jeg kræver en forklaring på den beslutning, der er truffet. Jeg skammer mig over mit parti, siger Henrik Dalgaard Christensen til TV MIDTVEST.
    
Den Konservative borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen, og hele den ti mand store Konservative byrådsgruppe er rasende. Sammen med den Konservative partiforening i Vesthimmerland holdt de onsdag klokken 12 et krisemøde. Det mundede ud i, at Henrik Dalgaard nu er taget til København.
    
- Jeg vil fremlægge mit syn på sagen face to face med folketingsgruppen. I Vesthimmerland mener vi, at det her er et alt for spinkelt grundlag til at så tvivl om en miljøminister. Det er virkelig langt ude og alt for højt politisk spil, siger Henrik Dalgaard Christensen.
    
Til TV MIDTVEST siger han, at han er i tvivl om, hvorvidt han igen stiller op for Konservative, hvis der bliver udskrevet folketingsvalg.

- Jeg kan ikke stå på mål for den her beslutning. Det, jeg frygter mest, er, at der bliver udskrevet valg, men jeg håber bare, at partiledelsen sammen med regeringen og støttepartierne finder en løsning, siger Henrik Dalgaard Christensen. 

 

2:02
De konservative i Vesthimmerland er stærkt utilfredse med partilederens forsøg på at vælte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.