Konservative: Vi nævner ikke Løkke

Konservative: Vi nævner ikke Løkke

Det er præcis et år siden, Lars Løkke var i massive formandsproblemer i Venstre. Og i dag huserer Løkke-spøgelset stadig hos vælgerne.

- Når vælgere på gaden spørger os, hvem vi peger på som statsministerkandidat, så siger jeg og mange andre: "Vi peger på Venstres formand". Og den formulering bruger vi for ikke at bringe Lars Løkkes navn op.

Så hård i mælet er De Konservatives Tove Videbæk. Et år efter balladen i Venstre fylder sagen stadig i valgkampen, og navnet "Lars Løkke" har ifølge den konservative folketingskandidat for dårlige vibrationer til brug i en valgkamp.

- Enkelte har sagt, at de ikke vil stemme på os, fordi vi peger på Venstres formand, som jo pt. er Lars Løkke, siger Tove Videbæk.

Også Venstres næstformand Kristian Jensen havde gerne været sagen foruden.

- Der er mange, der spørger, om vi nu er færdige med at have ballade internt. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan lide, at der er ballade, siger Kristian Jensen, der selv var tæt på formandsposten i juni sidste år.

Dengang buldrede formandskampen i Venstre efter Lars Løkke Rasmussens tøjsag. Opgøret endte med, at Løkke blev på posten som formand, men hans troværdighed led et knæk.

Og her et år efter lider parti- og støttepartifællerne stadig under sagen. For det er langtfra kun politik, de blå partier taler med vælgerne om. Mange spørger til, hvem støttepartierne peger på som formand.

- Det kan jo ikke undgås, at det fjerner fokus, når man ved hver 10. vælger skal forklare, hvorfor vi peger på Lars Løkke, siger Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær.

02:48 Luk video