Konkurs efter bankkrak

Slutspillet om de sidste store kunder i Fjordbank Mors er så småt gået i gang.

Mange af Mors' landmænd lever stadig i usikkerhed, efter deres bank, Fjordbank Mors, krakkede for lidt over en måned siden. Banken har siden da arbejdet på at kortlægge, hvilke bedrifters økonomi der var stærk nok til at køre videre og hvilke, der bedrifter der skulle afvikles.

Denne proces har fået den store svineproducent Torben Nørgaard til at kaste håndklædet i ringen og begære sig konkurs, skriver Morsø Folkeblad. Bedriften med 10.000 svin og 250 hektarer er en af de første, der må lukke ned som følge af bankkrakket.

- Det er vigtigt, at man kan begå sig i lokalsamfundet efter en konkurs og se folk i øjnene. Det kan man kun, hvis man opfører sig ordenligt. Det er grunden til, at vi vælger at stoppe nu, inden der bliver for stor gæld til de private kreditorer, siger Torben Nørgaard til Morsø Folkeblad.

Ifølge kurator og advokat Gert Nissen var det ikke muligt "at etablere en model for, hvordan Torben Nørgaard fortsat kan finansiere sin drift" med Fjordbank Mors' ledelse. Og konkursbegæringen blev indgivet tirsdag i denne uge.

Landmand under jorden

Tidligere på sommeren gik en anden storbonde under jorden som følge af bankkrakket. Det var Thomas Øllgaard, som stod som ejer af flere landejendomme på øen. Blandt andet Egebaksande og Ørndrup. Han satte sin gård til salg og bor nu på en hemmelig adresse uden for Mors.

Klarhed inden længe

Det forventes, at de fleste landmænd snart vil få klarhed over deres situation i den resterende del af Fjordbank Mors.

Fra den 1. august tiltrådte 62-årige John Andy Madsen som ny direktør i stedet for den midlertidige direktør Visti Nielsen, der trådte akut til, den weekend banken krakkede. Og bankens ledelse har tidligere meldt ud, at der omkring den 15. august vil blive lavet en ny udbudsrunde for den resterende del af Fjordbank Mors i Nykøbing.

- Det er min opfattelse, at de fleste tager den med ro og fortsætter deres hverdag, som de plejer lige nu, siger formanden for Landbo Limfjord Claus Clausen til TV/MIDT-VEST. Han forventer også, der vil komme nyt fra banken til mange af hans medlemmer i løbet af august.