Konkurrent: Viborg FF bør rykke op

Den danske 1. division i fodbold er én af de skøreste ligaer i Europa, og cheftræneren for én af Viborg FF’s konkurrenter er forbavset over, at Viborg ikke for længst er stukket af fra de andre.

33:57

Se videopodcasten med Jonas Dal - og hunden Wilma - her.

- Det overrasker mig, at det ikke er begyndt at køre for Viborg endnu. Jeg havde regnet med, at Viborg og Silkeborg var stukket af i toppen.

Læs også Rekordindehaveren Würtz: FCM og FCK er ikke side om side

Det er Jonas Dal’s ugentlige fridag. Hjemme i Isenvad er tankerne nu ikke fri fra fodbold. Cheftræneren for FC Fredericia går og lader op til det, der tegner til at blive en vanvittig afslutning på 1. division og en kamp for at komme i Superligaen.  Helt op mod syv hold kæmper lige nu om én direkte billet til Superligaen.

- Der er nogen af mine spillere, der er begyndt at spørge, hvornår vi har ferie. Men det kan jeg simpelthen ikke svare på, fordi der er så mange scenarier, der kan udspille sig. Og de samme udfordringer har de i de andre klubber. Det er jo en skør række, fortæller Jonas Dal i en ny udgave af videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Lige nu topper Viborg FF med 39 points. Men seks forfølgere er lige nu i hælene og byder også ind på den eftertragtede førsteplads, der giver oprykning til Superligaen.

- Jeg forstår godt Viborgs udmelding om, at kun førstepladsen tæller. For Viborg har også det bedste hold i 1. division. Når man kigger på de spillere, de har til rådighed især i den offensive del af banen, er de nærmest i en anden liga end os, så derfor bør Viborg også rykke op, men den her række er så stærk, at alt kan ske, understreger FC Fredericias cheftræner.

Ærgrelse i Viborg

Hos Viborg FF ærgrer direktør Morten Jensen sig over Viborgs problemer i de seneste kampe.

- Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med, at vi på nuværende tidspunkt ville have haft sagt farvel til de andre hold. For jeg vil også godt skrive under på, at det er en skør række. Er man ikke 100 procent på tæerne, får man problemer i alle kampe, siger Morten Jensen.

Læs også Ralf Pedersen: - Alle skal brænde for logoet på trøjen

Lige nu, understreger VFF-direktøren, har Viborg kun fokus på næste kamp og på at fastholde den førsteplads, som viborgenserne stadig har.

- Vi fortryder ikke, at vi har meldt ud, at det er førstepladsen, der tæller for os. Målsætningen om at blive nummer et holder vi fast i. Vi skal kunne håndtere det pres og de forventninger, som vi har til os selv, og som omgivelserne har til os, fortæller Morten Jensen.

Næste kamp for Viborg er søndag ude mod Lyngby. Et af de hold, der også har meldt sig ind i kampen om oprykning.

Og hvem tror Jonas Dal så tager den direkte oprykning til Superligaen efter sidste spillerunde den 25. maj?

- Det bliver os. Vi har chancen nu, og den vil vi tage, siger FC Fredericias cheftræner til Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Se og hør her Jonas Dal om den skøre 1. division, om ledelsesstil og drømmen om Superligaen.

Læs også FCM-anfører: Jeg vil ikke stoppe før tid